Historie

Jeg fik svendebrev som tømrer i 1969, og i 1970 var jeg soldat i Viborg, hvor jeg om dagen var beregner ved tung morter.

Om aftenen og i weekenderne kørte jeg til Ugelbølle for at bygge vores første hus.

I februar 1971 startede jeg en tømrerafdeling i et gammelt murerfirma i Rønde. Der var jeg til februar 1976, hvorefter jeg startede mit eget tømrerfirma.

I løbet af de næste år, udviklede jeg nogle nye typer indvendige døre med fyldinger og glas, som jeg fik testet og godkendt som branddøre, BD30 & BD60.

Dem leverede jeg til Danmarks slotte og mange andre fredede og bevaringsværdige bygninger i Danmark, Norge og Island.

Den 1. januar 2007 solgte jeg firmaet, og jeg har siden hygget mig med om- og tilbygninger (vinterhave, sø & lysthus) til vores hus her i Følle.

Jeg har også et værksted med diverse maskiner, og i 2014 blev maskinparken forøget med en CNC fræser.

I 2009 købte vi en lille skovejendom, og i 2013 købte vi et lille landbrug, hvor vi er ved at plante specielle træer.